Relationstraumet
Relationstraumet er et interpersonelt traume. Altså et traume der sker mellem mennesker. Traumatiseringen finder sted i barndommen i betydningsfulde tilknytningsrelationer, hvor hjernen endnu ikke er færdigudviklet.
Ifølge forfatter og psykoterapeut Inge Holm vil traumet senere vise sig i voksenlivet i forskellige relationelle sammenhænge. For relationstraumet fører til intens frygt for både nærhed og selvstændighed. Kroppen og sindet bærer på erfaringer om, at andre mennesker er potentielt farlige, og at man skal være på vagt. Samtidig har man en dyb overbevisning om, at man ikke kan klare sig selv.
Det dybeste traume
Relationstraumet er det dybeste traume. Mange mennesker kan ikke forstå hvorfor de lider når nu de har så meget at være taknemmelig for i dette velfærdssamfund. Sætninger som “Der er mange andre, som har det værre end mig” og “Jeg burde ikke havde det sådan her” hører jeg ofte i min klinik. Men er dit liv ofte præget af emotionel smerte i form af for eksempel: angst, stress, tristhed, depression, forkerthed, ensomhed, skyld og skam, så er der altid en årsag til det!
Alt det mellem linjerne
De relationnelle traumer er ikke nødvendigvis lige så lette at få øje på, som et voldsomt enkeltstående traume, som for eksempel en bilulykke. De relationelle traumer kan selvfølgelig godt være tydelige men de kan i den grad også være ubevidste og subtile.
Forfatteren Lotus Turéll udtalte engang, at det først var i hendes voksenliv, at hun opdagede, at hun var vokset op i en dysfunktionel familie med alkohol og svigt. Man kan vænne sig til meget og tro at det man er blevet marineret i hele livet er lig med kærlighed.
Alene, ensom og skamfuld
Dog behøver du ikke nødvendigvis at være vokset op med alkohol, overgreb, vold eller lignende for at være bære at dybe relationelle traumer. I sagens natur handler det kort sagt om hvorvidt du er vokset op med emotionelt modne forældre, som også har været i stand til at repare med hinanden og dig, når kontakten blev svær.
Forskellen på om der blev skabt relationelle traumer eller ikke er ofte om vi som børn blev efterladt fysisk og emotionelt alene. Om vi blev overladt til os selv med at regulere de overvældende følelser. Om vi blev bærer at skammen, som er en uundgåeligt følgesvend, særligt i dysfunktioneller familier. Barnet vil til en hver tid bære skammen hvis ikke forælderen magter at skamregulere barnet og påtage sig det overordet ansvar i kontakten.
Børn kan ikke regulere eget nervesystem
Måske er dit frygtsystem som barn blevet tændt for ofte og for længe uden at en emotionel moden forælder har kunne tilbyde et roligt nervesystem at læne sig ind i.
Måske er dine forældre også blevet fejlafstemte som børn og kæmper selv med at regulere deres eget nervesystem.
Således var de måske ikke i stand til at tilbyde den nærende kontakt din lille sårbare hjerne havde brug for. Aj heller var de i stand til at reparere på den dysfunktionelle kontakt du ofte blev udsat for eller var vidne til. Således blev du måske overladt alene for dig selv i en høj arousel tilstand og med en følelse af skam, forkert og ensomhed. Børn tager ubevidst alt det på sig som forældrene ikke er i stand til at bære.
Når frygtsystemet tændes for ofte
Ifølge Inge Holm sker der det, at når frygtsystemet i barnet tændes for ofte og for længe, får det over tid vanskeligere ved at lukke ned igen. Og evnen til at opleve glædesfyldt og positiv værensstilstande forringes på grund af den massive hæmning af hjernens dopaminbaserede kredsløb, som den frygtbaserede kontakt medierer. Det kan medføre et liv med angst, stress og depression samt indre oplevelser af kaos og katastrofe.
Kan du genkende nedenstående citat fra dit liv?
”John G. Allan taler om et psykisk traume, og definerer det som tidlig eksponering for stressorer, der er repetitive og langvarige, og som indbefatter krænkelser og svigt fra de primære omsorgspersoner, og som endvidere forekommer på udviklingsmæssigt sårbare tidspunkter i barnets liv – det vil sige den tidlige barndom og puberteten” (Holm, s.199, 2016).
Nemt ved at overvældes af frygt
Et dysreguleret og fejludviklet nervesystem fører til store udfordringer med selvregulering som voksen. Når man har mistet sin selvreguleringskapacitet, er man prisgivet stærke overlevelseskræfter, hvor man bliver nødt til at sætte ind med massiv undgåelseadfærd eller regulere sig gennem kamp, kryb, frys eller flugt. Den svigtende arousel og emotionsregulering bremser udviklingen af de emotionelle strukturer i hjernen, og barnets nervesystem sensitiveres, og bliver derfor let overvældet af frygt.
Du kan ikke heale dybe relationelle sår alene
Vi skabes, vi såres og vi healer i relationer. Barndommens relationelle traumer kan vi ikke ændre på. Måske ligger der både sorg – og vredesbearbejdelse i den forbindelse. Men én ting er helt sikkert. Vi kan ikke heale vores relationelle traumer alene. Det kan kun ske i relationen til en anden, som selv har gået og går vejen.
Er dit nervesystem ofte kapret af stress, angst og indre uro må du have hjælp fra en professionel psykolog eller psykoterapeut, som kan tilbyde et mere roligt og trygt nervesystem at læne sig ind i. Også kaldet co-regulering.
Hjernens kredsløb skal omprogrammeres. Hjernen skal have emotionelt korrigerende oplevelser af, at kontakt også kan være trygt. Så du kan få det du manglede som barn og med tiden lære at selv-regulere og blive din egen kærlige forælder.
Hvor der er liv er der håb
Prøver du udelukkende at heale din emotionelle smerte alene, vil det blot blive en genudspilning af din barndom hvor du ofte blev overladt alene for dig selv. Neuroaffektiv udviklingspsykolog Susan Hart skriver: “Hvor der er liv er der håb”. Jeg kunne ikke være mere enig. Det er aldrig for sent at finde hjem og du skal ikke klare alting her i livet selv.