TERAPEUTISK MASSAGE

Kroppen husker

Som led i et terapeutisk forløb hos mig tilbyder jeg også Terapeutisk Olie Massage på en briks med varme i. Det gør jeg fordi traumer sidder i kroppen. Kroppen har en cellehukommelse, som husker alt det sindet forsøger at glemme.

Hvis du gerne vil forløses på et dybt plan må vi have kroppen med. Vi kan ikke tale os ud af alle vores problemer. Kroppen er så intelligent og vis. Den hjælper med at bringe det ubevidste stof op til overfladen og først der kan vi transformere den dybereliggende smerte.

Nervesystemet søger det genkendelige

Nervesystemet bliver ved med at søge det som er “trygt”. Men i virkeligheden er det en form for pseudo tryghed. For det som er trygt er det som kroppen kender. Men hvis det genkendelige for din krop er stress, angst og utryghed, så kan du på et ubevidst plan komme til at gen-udspille det igen og igen indtil der bliver sat en kæp i hjulet. Både i dine relationer, arbejdsliv, økonomi og så videre. Fordi du kommer til at søge det som du kender som er det du er blevet marineret i det meste af dit liv.

Omprogrammering

Man kan sige at krop og sind skal omprogrammeres så ro, tryghed og glæde bliver de mest naturlige tilstande istedet for konstant at være i overlevelses-tilstand som kamp, flugt, kollaps, kryp eller frys. Fordi kroppen bærer på en traumatisk hukommelse bliver det for mange mennesker en overlevelsesstrategi at hoppe ud af kroppen og op i hovedet for ikke at mærke sig selv. Således sker der et split mellem hoved og krop.

Et træ kan overleve en storm

Et træ kan overleve en storm fordi det er forankret med dybe rødder i jorden. Ligesom et træ er du også en del af naturen og bliver på samme måde mere modstandsdygtig hvis du er forankret i kroppen og har forbindelse til din fødder og til jorden under dig.

Terapeutisk Olie Massage kan hjælpe dig med hvis du har en tendens til at være meget mental eller flyve rundt uden for dig selv. Massagen kan samle alle fragmenterne, så du igen kan føle dig mere hel i krop, sind og ånd.

Skam tåler ikke kærlige øjne

Der er også et relationelt element i massagen. Nogle gange inviterer jeg til få sekunders øjenkontakt med mig, så du kan få lov at blive set i det du er i og mødt med kærlige, venlige eller medfølende øjne.

Du kan altid selv dosere kontakten ved at lukke øjnene igen. For eksempel sidder skam i øjnene og det at blive mødt og set i den skam gør at den kan opløses. For som professer og forsker i skam og sårbarhed, Brene Brown skriver, så tåler skam ikke kærlige øjne.